top of page

Det særlige ved huler….

Vi kan vel alle huske følelsen af hulebyggeri som barn, både inde og udendørs…

Samværet, hyggen og processen med at bygge, - men også roen og nærværet, når hulen var bygget færdig og man kunne sidde derinde i hulens trygge rum, afskærmet fra omgivelserne og lidt i sin ”egen verden”, måske alene, måske med en god ven.… Lydene udefra blev fjerne og man følte sig dejligt distanceret og godt gemt fra omverdenen, i en helt særlig tryghed.

Behovet for at kunne være lidt i sin egen hule, kender mange til og det giver de fleste mennesker, unge som ældre, følelsen af ro.

De små børn falder til ro, når de i barnevognen er skærmet af barnevognens kaleche. De unge mennesker skærmer sig ofte under store hættetrøjer med hætten godt op over hovedet, selv indendørs, - måske for at reducere og sortere indtryk fra omgivelserne. Voksne benytter ofte stillerum/stillekontorer eller hjemme-arbejdspladsen, hvis der er behov for fordybelse og arbejde uden forstyrrelser. Den højryggede hvilestol, måske med ”øreklapper” foretrækkes af mange, når der skal kobles af og hviles.

Afskærmning fra omgivelserne kan vi alle have brug for en gang imellem, - såkaldt ”huletid” burde måske indføres, eller være obligatorisk, i både institutioner, skoler og på arbejdspladser. Det kunne måske forbedre vores pausekultur – eller mangel på samme - og give mulighed for mental re-load, som vi ved der skal fokus på.

Disse dages snefald har givet mange børn mulighed for at lege ude og bygge. Mange snehuler er blevet bygget i haver rundt omkring. HabiWe havde fornøjelsen af at blive inviteret på hule-besøg hos Lauge og Marius på hhv. 8 og 9 år, i Borum, i det vestlige Aarhus. De har bygget i 3 dage og viste stolt deres superseje og konstruktive hulebyggerier frem. De har bl.a. bygget en supersej hule, der er 4 m lang, 2 m bred og næsten en meter høj. Her bruger de mange timer i disse dage.

På spørgsmålet om, hvorfor de bygger huler, oplyser Lauge, at ”det er fedt, det er et sted vi kan gemme os og ikke blive fundet lige med det samme”. Marius supplerer: ”Vi byggede egentlig denne hule for at gemme os, hvis den anden hule skulle blive opdaget. Vi legede, at der var nogen efter os, så herinde kan vi gemme os væk”. Lauge siger ”Inde i hulerne er man meget tryg og det er sjovt at bygge, så man kan være inde i dem”.

Både Lauge og Marius er gode fortællere. De berettede også om en særlig hule de tidligere har bygget indendørs med stole, tæpper og håndvægte, hvor de kunne ligger inde i, mens de så uhyggelige ting i tv. Hulen gjorde, at de godt turde se de uhyggelige ting, fordi hulen netop skærmede og gav dem en følelse af tryghed. HabiWe er glade for at have besøgt Lauge og Marius’ huler, det var superhyggeligt at se deres naturlige hule–begejstring! Tak til jer begge 😊



23 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page